På et fem år gammelt rækværk tæt ved vandet sidder de første brune striber sjældent på stolperne. De sidder på beslagene, på de tynde vinkler i hjørnerne og rundt om boltene, mens de kraftige profiler under dem stadig ser ud, som den dag de blev rejst. Det ligner sjusk fra galvaniseringen. I virkeligheden har alle delene været igennem det samme zinkbad hos den samme virksomhed, og forskellen står skrevet i den standard, der bestemmer hvor meget zink hvert enkelt emne skal have.
Findes der så ét tal for holdbarheden? Nej. Varmforzinket stål rækker fra otte år til over hundrede, alt efter hvor emnet ender, og spændet styres af to størrelser: hvor tykt zinklaget nåede at blive, og hvor aggressiv luften omkring konstruktionen er. Begge dele bliver låst fast længe før nogen ser en plet rust, nemlig i det øjeblik du vælger stål til byggeri og lægger dig fast på profiler og godstykkelser.
Grundlaget er korrosionskategorierne i EN ISO 12944-2, som deler atmosfæren op efter hvor hurtigt metal forsvinder fra en overflade. Skalaen løber fra C1, der dækker opvarmede indendørs rum, til C5 for kystnære anlæg og svær industri. I kategori C3, som rummer byatmosfære og lettere industri, mister ubehandlet konstruktionsstål 25-50 µm om året, mens zink i samme luft kun mister 0,7-2,1 µm. Rykker du ud i C4, stiger stålets tab til 50-80 µm mod zinkens 2,1-4,2 µm, og i den barskeste kategori tæres stål med op til 200 µm årligt, mens zinken stadig nøjes med 8,4 µm. Forholdet mellem de to talrækker er hele begrundelsen for at dyppe færdigsvejste emner i omkring 450 grader varm zink: laget bruger 20-30 gange længere tid på at blive tæret væk end det stål, det ligger på.
Zinken opfører sig heller ikke som et låg, der enten er tæt eller utæt. Fordi zink er uædlere end jern, virker belægningen katodisk: ridses laget af en boring, en snitkant eller en skrue, ofrer zinken sig selv frem for at lade rusten arbejde sig ind under den. Netop dér skiller varmforzinkning sig fra maling, hvor en skade på ti millimeter breder sig, fordi rust kan krybe videre under filmen og løfte den.
En zinkskade af samme størrelse bliver stående i årevis. Derfor tåler varmforzinket stål hårdhændet transport, hvor et malet emne skulle repareres på pladsen.
Den korrosionskategori, et projekt havner i, er ingen formalitet på et datablad, for valget mellem C3 og C4 halverer eller fordobler den tid, konstruktionen står, før den skal behandles igen. Kategorien gælder uanset hvilke ståltyper til byggeri konstruktionen består af, for det er luften der tærer zinken, ikke stålet under den. Danmark har 8.750 km kystlinje, og intet sted i landet ligger mere end 52 km fra havet. Salt i luften er derfor ikke et særtilfælde for byggeri i Skagen eller på Rømø, men et reelt spørgsmål for hovedparten af danske projekter. C3 rummer by- og industriatmosfære samt kystområder med lav saltholdighed, mens C4 dækker industriområder og kyststrækninger med moderat saltpåvirkning, kemiske anlæg og svømmehaller.
Afstanden til vandet er kun den ene halvdel af regnestykket. En facade, der vender mod vest i åbent terræn, får langt mere saltholdig fugt end en gavl i læ 200 meter længere inde, og et emne, der ligger vandret og samler regnvand, tørrer aldrig rigtigt op. Kondens tæller på samme måde med: stål i en uopvarmet lade kan ligge fugtigt flere timer i døgnet, selv om det aldrig rammes af regn.
Vurdér derfor det enkelte emnes placering frem for bygningens adresse. En almindelig dansk byggeopgave rummer i praksis både C2-emner og C4-emner på samme matrikel.
Her ligger den detalje, som forklarer rækværket fra før. EN ISO 1461:2022 fastsætter minimumstykkelsen af zinklaget efter emnets egen godstykkelse, ikke efter hvor udsat emnet kommer til at sidde. Gods over 6 mm skal have mindst 70 µm målt lokalt og 85 µm i gennemsnit. Ligger godset mellem 3 og 6 mm, falder kravet til 55 µm, mellem 1,5 og 3 mm til 45 µm, og under 1,5 mm skal emnet blot have 35 µm. Baggrunden er metallurgisk og ikke økonomisk: tykt gods holder varmen længere i badet og når at danne kraftige jern-zink-lag, mens en tynd plade køler zinken omkring sig og bliver trukket op igen, før laget har bygget sig op. Beslaget og bolten får altså mindre zink end profilen, selv om de hænger i præcis det samme vejr.
Konsekvensen bliver tydelig, når tallene omsættes til år. Med 70 µm på plads holder varmforzinket stål 33-100 år i C3 og 17-33 år i C4. Med kun 35 µm falder den samme beskyttelse til 17-50 år i C3 og 8-17 år i C4. Levetid betyder her tiden, indtil zinklaget er tæret væk, og de første røde pletter melder, at stålet skal behandles igen. Det er ikke tiden, indtil noget falder ned. Forskellen viser sig alligevel ubehageligt sent: det tynde beslag var brugt op, mens stolpen ved siden af havde to tredjedele af sin levetid tilbage.
Tyndpladen er derfor den post, du skal lede efter i et tilbud. Inddækninger, tagplader, sternbeslag og profiler under 1,5 mm får per definition det tyndeste zinklag i hele bygningen, samtidig med at de sidder øverst og mest udsat. Skal du have nyt tag på et hus tæt ved kysten, er det ikke pladernes tykkelse i millimeter, der først bør granskes, men hvilken belægning de har fået, og om leverandøren kan dokumentere den.
Zinklaget bliver ikke lagt oven på stålet som en maling. Det vokser ud af overfladen som en række jern-zink-legeringer, og hastigheden i den proces styres af, hvor meget silicium og fosfor stålet indeholder. Området mellem 0,03 og 0,14 vægtprocent Si+P kaldes Sandelin-området og skal undgås helt, fordi reaktionen løber løbsk og giver grove, matgrå lag med dårlig vedhæftning. Et emne derfra kan sagtens komme op af badet med rigelig zink på og alligevel tabe flager af den, første gang det bliver stødt under montage.
Over Sandelin-området bliver billedet forudsigeligt igen. Stål med 0,15-0,21 procent silicium giver tykkere og normalt lyse lag, mens 0,22-0,28 procent giver endnu tykkere, men grå belægninger. Grå zink beskytter lige så godt som blank, og den viden redder mangt et parti, der ellers ville blive afvist på udseendet alene, men skal en facade fremstå ensartet, skal materialet bestilles efter samme analyse fra start. I praksis betyder det, at du kan bede leverandøren om stålets analysecertifikat, før emnerne køres til galvanisering, og at et blandet parti fra flere valseværker er den sikreste vej til to forskellige nuancer på den samme bygning. Beder du først om certifikatet bagefter, er diskussionen om, hvem der betaler for omgalvanisering, allerede tabt.
I C5 og i kemisk belastede miljøer er 70 µm zink brugt op efter 8-17 år, og så melder spørgsmålet sig, om man skal male oven på frem for at bygge tykkere. Kombinationen kaldes et duplexsystem, og den giver mere end summen af delene. Levetiden beregnes som K gange summen af zinklagets og malingens levetider hver for sig, hvor K er en synergifaktor bestemt af miljøet: 1,5 i C5 og i havvand, 1,6-2,0 i C3 og C4, og op til 2,1-2,3 i C2. Zinken tætner mikrorevner i malingen indefra, mens malingen bremser zinkens tæring udefra.
Duplex koster to processer og to leverandører at få igennem. Til gengæld tæller begge lag med i formlen, og synergifaktoren lægger oveni.
Regnestykket falder dog ikke altid ud til duplex. Et malet system kræver klargøring af zinkoverfladen og en malerbehandling, der skal fornys, og i et C4-miljø, hvor 85 µm zink alene rækker 17-33 år, ender mange bygherrer med at vælge tykkere gods frem for et ekstra lag. Går kravene ud over det, for eksempel i storkøkkener, svømmehaller eller anlæg med syrer, holder syrefast stål i AISI 316-kvalitet længere end nogen belægning, selv om kiloprisen ligger flere gange over varmforzinket konstruktionsstål. Valget mellem de tre veje hører hjemme i projekteringen, hvor det koster tegnetid, ikke på pladsen, hvor det koster ombygning.
Tilbage til rækværket ved vandet. Beslagene rustede ikke, fordi galvaniseringen var dårlig, men fordi de var tynde og derfor fik 35 µm zink i et C4-miljø, hvor det svarer til 8-17 år. Var de samme beslag bestilt i 6 mm gods, ville de have fået 70 µm og stået i 17-33 år på linje med stolperne. Zinken svigter sjældent. Den fordeler sig efter godstykkelsen, og den fordeling ligger fast, længe før nogen sætter den første bolt i.
