Spørgsmålet har et kedeligt svar og et rigtigt svar. Det kedelige er et mærke, og det er også det svar de fleste farvehandlere giver, for de sælger netop dét mærke. Det rigtige svar er, at en dansk håndværker sjældent starter med mærket. Der bliver startet med tre ting, som næsten ingen boligejere kigger på: kodenummeret på spanden, glanstallet og hvad underlaget rent faktisk er lavet af. Farven kommer til sidst, og mærket falder først på plads, når de tre andre ting er afklaret.
Forskellen mellem en fagmand og en gør-det-selv-maler ligger derfor ikke i hvor godt de ruller. Den ligger i rækkefølgen.
En maler stiller spørgsmål om underlag, rum og slid, længe før farvekortet kommer frem, og det er dén rækkefølge der gør at arbejdet stadig ser ud som noget efter fem år. Vælger du selv i modsat rækkefølge, rammer du måske rigtigt, men du gør det ved held. I praksis er det også derfor to ens malede vægge i samme opgang ser vidt forskellige ud efter en enkelt vinter.
På hver eneste spand maling, lim og lak i en professionel varevogn står to tal adskilt af en bindestreg. Det er MAL-koden, også kaldet kodenummeret, og den er ikke en kvalitetsmærkning. Det første tal fortæller hvor meget ventilation og åndedrætsværn der skal til for at beskytte mod dampene fra produktets flygtige stoffer, og det går fra 00 over 0 og videre op til 5. Det andet tal dækker direkte kontakt med hud og øjne, indånding af dråber og støv samt utilsigtet indtagelse, og det løber fra 1 til 6. En vandbaseret vægmaling ligger typisk lavt på begge, mens en opløsningsmiddelholdig lak trækker begge tal opad og hiver krav om udsug og værnemidler med ind på opgaven.
Her bliver koden interessant for kunden. Arbejdstilsynet stiller i § 12, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 302 af 13. maj 1993 krav om, at et produkt ikke må bruges, hvis opgaven lader sig løse med et ufarligt, mindre farligt eller mindre generende produkt. Konsekvensen er, at der normalt skal anvendes produktet med det lavest mulige kodenummer i brugsklar stand. En malervirksomhed må altså ikke bare gribe efter den lak den plejer at bruge, hvis der står en vandbaseret med samme funktion på hylden ved siden af. Det er ikke en anbefaling.
Det er en pligt, og det er hovedforklaringen på at professionelt malerarbejde i Danmark i dag er overvejende vandbaseret.
Samme regel forklarer hvorfor et fagsortiment ser anderledes ud end en almindelig byggemarkedshylde. Hos en farvehandel der også handler med håndværkere, for eksempel maling fra Farveland Butikken, er varerne sorteret efter underlag, glans og anvendelse frem for efter farve, og de tekniske datablade ligger fremme, fordi det er dem kunderne spørger til. Boligejeren spørger hvad der er pænest i stuen. Håndværkeren spørger hvad kodenummeret er, hvor mange kvadratmeter der er i spanden, og om produktet overhovedet må sidde på det underlag opgaven byder på.
Rækkefølgen på de spørgsmål er den samme hver gang:
Glans bliver solgt som stemning: mat er hyggeligt, blankt er nemt at tørre af. For en håndværker er glanstallet først og fremmest et fingerpeg om hvor meget bindemiddel der er i filmen, og derfor hvor meget overfladen tåler af rengøring og slid. Jotuns Lady-serie viser hele spændet inden for ét produktprogram: Lady Pure Color er supermat med glans 1, Lady Balance ligger på glans 5, Lady Essence på glans 7, og Lady Aqua vådrumsmaling ligger på glans 10. Fire glanstrin, samme serie, fire forskellige opgaver, og valget mellem dem har intet med farven at gøre.
Den anden halvdel af regnestykket står i EN 13300, den europæiske standard for vandbaseret indendørs maling. Den inddeler vådslidstyrken i fem klasser målt som hvor mange mikrometer af malingsfilmen der slides af i en maskine. Klasse 1 betyder under 5 mikrometer efter 200 skrub. Klasse 2 ligger mellem 5 og 20 mikrometer ved de samme 200 skrub, og klasse 3 mellem 20 og 70 mikrometer. Skal du male et gangareal i en boligforening eller et børneværelse, er forskellen mellem klasse 1 og klasse 3 forskellen på om væggen lader sig vaske ren år efter år, eller om den langsomt bliver slidt igennem netop dér hvor der bliver taget fat.
De to skalaer hænger sammen, og de trækker forarbejdet med sig. Jo højere glans, jo mere bindemiddel, jo bedre vådslidstyrke, og jo tydeligere står hver eneste ujævnhed i pudset. Det er grunden til at en fagmand bruger længere tid på spartel og slibning, når der skal glans 10 i køkkenet, end når soveværelset skal have glans 5. Selve påføringen er den samme. Timerne før rullen kommer frem er det ikke, og i virkeligheden er det dér de fleste gør-det-selv-projekter skiller sig fra et professionelt resultat.
Et vådrum er stedet hvor spørgsmålet om mærke bliver helt underordnet. Her skal malingen indgå i et godkendt system, ikke bare hedde vådrumsmaling på etiketten. Jotun Lady Aqua er et eksempel: den indgår i producentens godkendte vådrumssystem, den er godkendt på beton, puds og gipsplader, og den anbefales udtrykkeligt ikke på spånplader i vådrum. Rækkeevnen er 8-10 m² pr. liter, og lige det tal bruger håndværkeren til at regne baglæns fra vægarealet, så hele rummet bliver malet af samme toningsbatch. Løber en toning tør midt i et rum, ligger den næste blanding let en anelse ved siden af, og det ses tydeligst på store, sammenhængende flader i sidelys.
I nybyggeri og efter en gennemgribende renovering er det sjældent malingen der driller, men byggefugten. Maling lukker fugt inde. Sidder der stadig byggefugt i beton, puds eller træværk, bliver den fanget under filmen, og regningen kommer som blærer, dårlig vedhæftning eller skjolder måneder senere, når fyringssæsonen begynder at trække fugten ud igen. Fagmanden måler derfor i stedet for at kigge. Det er nøjagtig samme princip som ved massive trægulve og møbler: underlaget skal have nået sit endelige fugtniveau, før det bliver lukket inde bag noget tæt.
Udendørs bliver det tydeligst hvorfor produktvalget kun er halvdelen af arbejdet. Træets fugtindhold skal være under 15 procent, før der overhovedet kommer maling på, og det ses ikke på brædderne. En fugtmåler med stikben tager få sekunder at bruge, og den er forskellen på en facade der holder til næste malerunde og en der flager af efter to sæsoner. Bolius, der hører under Realdania, sætter samme grænse og angiver samtidig at det bedste maleinterval ligger mellem 10 og 25 grader.
Producenternes datablade sætter et lavere gulv end det.
Jotun Demidekk kræver at både luftens og underlagets temperatur er over +5 °C ved påføring, og at der ikke males, hvis der er risiko for dug eller regn, inden malingsfilmen er tør. De to tal skal ikke forveksles med hinanden. Databladets +5 °C er det punkt hvor malingen stadig danner film. Intervallet fra Bolius er det vindue, hvor filmen også når at tørre igennem, før den danske aften trækker fugt tilbage i overfladen. En håndværker planlægger efter det sidste og ikke det første, og det er forklaringen på at facadearbejde herhjemme klumper sig sammen i sommerhalvåret i stedet for at ligge jævnt fordelt over året.
Der findes opgaver hvor produktvalget er let, og hvor udførelsen er det svære. Store sammenhængende flader, lofter i ét stræk, mørke kulører der skal dække på lyst underlag, og alt der kræver stillads eller sprøjte hører til i den kategori. Malerfagligt Behandlings-Katalog, som Teknologisk Institut udgiver, findes netop fordi resultatet ikke lader sig aflæse af spanden alene. Byggeriets parter bruger det som fælles grundlag for projektering, beskrivelse og tilsyn med malerarbejde, og det dækker behandlinger på beton, murværk, træ og metal. Det er den slags dokumentation en professionel læner sig op ad, når arbejdet skal afleveres til nogen der skal godkende det.
Har du ønsker til et bestemt produkt, en bestemt glans eller en bestemt vådslidklasse, skal det siges før tilbuddet og ikke bagefter. En malervirksomhed møder op med sit eget sortiment, og både antallet af lag og mængden af forarbejde følger direkte af det produktvalg der blev truffet i starten. De to poster fylder mest i et malertilbud, og de er samtidig dem der er sværest at ændre, når arbejdet først er i gang.
Så det kedelige svar holder faktisk. En håndværker bruger som regel ét mærke, fordi det er dét mærke der står i varevognen. Men mærket er valgt længe før opgaven: af kodenummeret der skal holdes nede, af glanstallet rummet kræver, og af hvad underlaget bærer. Spørger du en maler hvilken maling der bliver brugt, får du et produktnavn. Spørger du hvorfor, får du en hel arbejdsmetode.
