Det har ikke regnet siden i forgårs, og der står stadig en pyt midt på det flade tag over tilbygningen. Den er måske en halv meter bred, og bunden er begyndt at få den grågrønne hinde, som stående vand altid får efter et par uger. Din nabo siger, at et fladt tag jo er fladt, og at vand derfor er normalt. Tagdækkeren, der lagde det for tre år siden, sagde at faldet var i orden. Begge udsagn holder faktisk vand hver for sig, og det er præcis dér, de fleste husejere går galt i byen.
Et fladt tag er nemlig aldrig fladt. Fald på fladt tag er et beregnet tal, der bygges ind i konstruktionen, og oven i det ligger en afvanding, som skal fjerne vandet, når faldet har ført det hen til afløbet. De to ting er ikke det samme, og de fejler hver for sig. Faldet afgør, hvor vandet løber hen. Afløbenes antal, placering og kapacitet afgør, om det overhovedet kommer væk. Skal du have lagt nyt tag eller renoveret det gamle, hører begge dele med i dit valg af tagdækker, fordi tilbud sjældent nævner mere end det ene.
Rækkefølgen betyder noget her. Faldet er det, du får rettet én gang, mens taget er åbent. Afløbene er det, du lever med bagefter.
Branchens minimumskrav til fald på fladt tag med tagpap er 1:40. Det tal betyder, at taget skal falde 25 mm for hver meter, du bevæger dig hen mod afløbet, hvilket svarer til 2,5 procent eller cirka 1,5 grader. På en tagflade, der er otte meter fra ryg til afløb, skal højdeforskellen altså være mindst 20 cm. Det er mere, end de fleste forestiller sig, når de kigger op på et tag, der ser vandret ud fra jorden. Netop derfor har et tag med helt korrekt fald stadig det udseende, folk kalder fladt.
Kravet er ikke absolut på millimeteren. Anvisningerne tolererer en negativ afvigelse på 5 mm pr. meter, og det giver et praktisk acceptabelt minimum på 1:50. Falder taget mindre end det, er der tale om en udførelsesfejl, og den påviser du selv med en tommestok og lidt tålmodighed. Bygningsingeniør Morten Mathiasen har i Bolius' brevkasse svaret på præcis det spørgsmål og henviser til de samme tal. Mellem 1:40 og 1:50 ligger den zone, hvor en uvildig byggesagkyndig som regel bliver nødvendig for at afgøre sagen.
Nedbøjning er den anden grund til, at faldet skal projekteres med luft i. En tagkonstruktion giver sig, når den belastes med sne, vand og sin egen vægt over tid, og en slap konstruktion æder i praksis en del af det fald, der lå der ved afleveringen. Det er derfor, anvisningerne skelner mellem det fald, der tegnes, og det fald, der er tilbage om ti år. På spinkle konstruktioner med store spænd sættes faldet højere end minimum fra starten, netop for at der stadig er fald tilbage, når huset har sat sig.
Et vist lag vand er til gengæld helt normalt og ingen mangel. Hvor to baner tagpap overlapper hinanden, dannes der en lille kant, og bag den kant kan der stå 5 til 10 mm vand efter regn. Det gør ingen skade, og det er ikke et tegn på dårligt arbejde. Forskellen på den slags og en egentlig lunke er, at overlægs-vandet er nogle centimeter bredt og forsvinder af sig selv, mens en lunke er en fordybning på flere kvadratmeter, som ikke tørrer ud mellem to regnvejr.
Bygningsreglementet er i øvrigt langt mindre præcist end branchen på dette punkt. BR18 nøjes med at kræve, at tagvand afledes til afløb via tagrender eller tagnedløb. De 1:40 kommer fra tagpapbranchens egne anvisninger, som i dag udgives som PTM-anvisninger af Phønix Tag Materialer. Det betyder ikke, at kravet er uforpligtende, for det indgår i alle almindelige aftaler om fagmæssig udførelse, men det betyder, at du ikke finder tallet i en paragraf, hvis du leder efter det.
1:40 er altså branchekrav, ikke lovkrav. Det gør tallet svagere at slå op, men ikke svagere i en tvist.
Her begynder den del, som næsten ingen tilbud beskriver. Nedløbsrør fra flade tage i Danmark dimensioneres efter en regnintensitet på 13 l/s pr. 1.000 m2 tagflade. Det tal oversættes i praksis til en rørdimension, der passer til arealet: et nedløb på 70 mm dækker et tagareal på 90 til 130 m2, mens et rør på 100 mm rækker til mellem 230 og 340 m2. Sidder der ét 70 mm-rør på en tagflade på 200 m2, er afvandingen underdimensioneret fra dag ét, uanset hvor pænt faldet er lavet.
Afstanden mellem afløbene er den anden halvdel af regnestykket. Tommelfingerreglen er højst 12 m mellem to tagnedløb og højst 6 m fra et nedløb til gavlen. Overskrides den afstand, skal vandet transporteres for langt hen ad en flade, hvor faldet i forvejen er minimalt, og så bliver hver eneste millimeters unøjagtighed til en lunke. Med kileskotrender, der har et fald på mindst 1:165, strækkes afstanden til 14,4 m og 7,2 m fra gavl, fordi vandet så ledes i en defineret rende i stedet for hen over den åbne flade.
Bemærk hvad renden faktisk gør. Den gør ikke faldet stejlere, den forkorter vejen for hver dråbe.
Kileskotrender er samtidig et godt eksempel på, hvorfor to tilbud på det samme tag kan ligne hinanden og alligevel være vidt forskellige. Den ene tagdækker lægger isoleringen med et generelt fald mod ét afløb. Den anden lægger et generelt fald plus kiler, der samler vandet i render mod to afløb. Materialeforbruget er højere i den anden løsning, og det ses på prisen, men det er også den løsning, der stadig tømmer taget om ti år. Vil du se, hvilke poster der overhovedet skal stå i sådan et tilbud, viser regnestykket bag et nyt tag, sådan regner du prisen ud post for post.
Placeringen af afløbet betyder mere end antallet, hvis der kun er plads til ét. Et afløb midt i tagfladen får vand fra alle sider og kræver fald i fire retninger, mens et afløb i et hjørne kun skal betjene to. På mindre tilbygninger og carporte viser det sig ofte, at afløbet er endt dér, hvor nedløbsrøret passede ind i facaden, og ikke dér, hvor tagfladen naturligt falder. Det er en beslutning, der tages på en halv time under projekteringen og koster i tyve år bagefter.
Et fladt tag med opkant er reelt et kar. Er der ét afløb, og bliver det stoppet af blade fra nabobirken, har vandet ingen vej ud, og så stiger det, indtil det finder ind ved en inddækning eller belaster konstruktionen med en vægt, den ikke er dimensioneret til. Ti centimeter vand på en tagflade på 100 m2 vejer 10 tons. Nødafvanding er derfor ikke en luksus på flade tage, men den billigste forsikring, der overhovedet lægges ind i konstruktionen, mens taget alligevel er åbent.
Løsningen hedder et nødafløb eller en udspyer, og den virker forbløffende enkelt. Der laves en åbning gennem opkanten, placeret 50 mm over tagets laveste punkt, så den ikke bruges i daglig drift. Stiger vandet 5 cm, fordi det almindelige afløb er tilstoppet, løber det ud gennem åbningen og ned ad facaden i stedet for at samle sig. Det ser forkert ud, når det sker, og det er hele meningen: en vandstråle ned ad muren er et signal om, at afløbet skal renses, og BYG-ERFA anbefaler netop, at nødafløbet altid føres ud i det fri, hvor det er synligt fra jorden.
En udspyer koster nogle timers arbejde og et stykke inddækning. Den bliver først synlig den dag, den redder stuen.
På et fladt tag bør afvandingen derfor bestå af fire ting, som du kan bede tagdækkeren om at beskrive hver for sig i tilbuddet:
Tallene bag dimensioneringen er værd at kende, fordi de er mere optimistiske, end vejret har været de sidste femten år. Dansk Standard regner med, at der kun hvert andet år falder mere end 6,6 mm regn på 10 minutter. Ved skybruddet over København 2. juli 2011 faldt der 30 mm på 10 minutter, og døgnets samlede nedbør nåede 135 mm. Det er over fire gange den intensitet, afløbet er beregnet til at klare. Et korrekt dimensioneret tag ender altså under vand ved den slags byger, uden at nogen har lavet fejl undervejs, og netop dér er nødafløbet forskellen på en våd facade og en våd stue.
Fald på fladt tag efterprøves på en formiddag uden andet værktøj end en tommestok, en snor og et vaterpas. Spænd snoren fra tagets højeste punkt til kanten af afløbet, gør den vandret med vaterpasset, og mål afstanden fra snor til tagpap ved afløbet. Den afstand er faldet over den strækning. Divider den med antallet af meter, snoren spænder over, så har du mm pr. meter direkte: rammer du 25 eller derover, er faldet i orden, og lander du under 20, er der noget galt. Måler du fire steder i stedet for ét, ved du samtidig, om faldet er jævnt eller kun findes i den ene ende.
Den anden test kræver kun, at du husker at kigge. Gå op på taget dagen efter en almindelig regnbyge, ikke efter et skybrud, og se hvad der står tilbage. Vand i et par centimeter brede striber langs overlæggene er normalt. Pytter på en halv kvadratmeter eller mere, som stadig er der to døgn efter, er lunker, og lunker bliver kun dybere med årene, fordi isoleringen komprimeres dér, hvor vandet ligger. Tag et billede med telefonen hver gang, så du har en dateret dokumentation, hvis det senere bliver en sag mod den, der lagde taget.
Skal du bruge målingerne i en samtale med en tagdækker, så bed om tre konkrete linjer i tilbuddet: hvilket fald der udføres og hvordan, hvor mange afløb tagfladen får og i hvilken dimension, og om der etableres nødafløb. Et firma, der arbejder med flade tage til daglig, svarer på alle tre uden at slå op. Kommer der i stedet et svar om, at det plejer at være fint, har du fået at vide, hvad du havde brug for at vide, og det kostede dig ingenting.
Tommelfingerreglen er enkel nok til at huske, mens du står på stigen: fald under 20 mm pr. meter er en fejl, vand der ligger to døgn efter regn er en lunke, og et fladt tag uden nødafløb er et kar med én prop. Rammer dit tag to ud af tre, er det tid til at få en fagmand op og se på det, mens det stadig er et vedligeholdelsesspørgsmål og ikke en skadesag.
